Om Nyråd IF

Nyråd Idrætsforening er en 6 strenget idrætsforening bestående af bordtennis, petanque, badminton, fodbold, løb og triathlon.
Vi er en forening med cirka 500 medlemmer, der dækker ungdom, seniorer, motionister, veteraner, frivillige hjælpere, fra medlemmer der vil træne til elitespillere.


I Nyråd IF har vi igennem de senere år fokuseret på fremtiden. Til formålet har vi igangsat flere tiltag – det lige fra:

Ny klubstruktur – hvor en klar, og specifik forenkling af organisationen har været målet, og hvor ændringerne har afstedkommet decentralt budget og ansvarsforpligtelse, og hvor der fra de enkelte afdelinger nu er direkte kontakt til den ny etablerede bestyrelsessammensætning

Klubudviklingsprojekt indenfor fodbold afdelingen, hvor traditionel træning er afløst af stationstræning, og hvor børnefodbolden i samarbejdet med DBU og SBU har etableret nye træningsmetoder, og hvor vi har igangsat træningspas inddelt under ”Leg lignende – grundlæggende og udviklingsteam”, og hvorunder forældrene inddrages positivt i processen, og hvor særligt udvalgte DBU instruktører har deltaget i vores træning med henblik på at udvikle vores trænerkorps og give ny inspiration.

Inden for fodbolden har vi ligeledes igangsat en udviklingsproces af vort trænerkorps, og opererer nu med Team-trænere, Hold-trænere, Flex-trænere samt en team-maneger pr. hold, og endelig har vi i fodboldafdelingen nedsat et særligt børneudvalg.

I badminton-afdelingen har vi fået skabt en helt særlig klubånd, og udbygger dette med sociale tiltag efter træning, indbydelser til spektakulære badmintonstævner og andre arrangementer. Med Storstrømmen Kippinge Badmintonafdeling (SKB) har vi samarbejdet om blandt andet holdfælleskab og diverse fester.

Bordtennissiden har vi igennem en længere årrække valgt at fokusere på udvikling. Siden vi for kun få år tilbage rettede fokus på bordtennisafdelingen, er ungdomsafdelingen vokset til en medlemsfremgang på flere 100 %.

For at opfylde vores målsætning, har vi i Bordtennisafdelingen igangsat initiativer af dels social karakter, og haft fokus på stærke træner kapaciteter og udvikling af vort trænerkorps.

Vi havde i november måned 2009, en delegation til Benxi i Kina, med det formål at skabe kontakter og udveksling af dels spillere og trænere. Benxi – der er Vordingborg kommunes samarbejdspartner i Kina – har ydet os en formidabel hjælp, ligesom vi har oplevet en modtagelse der var langt ud over det forventelige. Der er nu etableret kontakt og vi arbejder på at rejse til Benxi i foråret 2010 med henblik på at indgå en tættere aftale med en bordtennis spiller fra Benxi, således at vedkommende kan spille for Nyråd IF i kommende sæson. Endelig påtænkes der er udveksling af nye træningsmetoder, foruden vi arbejder på, at få en træner fra Benxi til Nyråd IF.

Løbeklubben Nyråd er en del af Nyråd IF. i 2010. Det har længe været et ønske fra løbeklubben og Nyråd IF:, at få et samarbejde igang, for at styrke begge parter.
Løbeklubben udvikler sig konstant og der kommer flere og flere medlemmer til. Det bliver mere populært at løbe, så medlemantallet er stigende.

Petanque er siden september 2011 blevet medlem hos Nyråd IF. Petanque har omtrent 36 medlemmmer og benytter hver en lejlighed til samvær, hyggeligt selvskab og spil i de smukke omgivelser. Tilslutningen til petanque er stigende, og er du interesserede, er du naturligivs mere end velkommen til at kigge forbi og spille med.

Vennerne er vores venneforening, som udelukkende er båret af frivillige ildsjæle, der arrangerer fester, har afholdt loppemarkeder, administrerer vort medlemsblad ”Bolden”, og bidrager til, at vi som forening kan igangsætte tiltag, der således ikke tærer på klubbens selvstændige økonomi.

Vi en klub i en rivende udvikling, og er en sprudlende og spændende idrætsforening.

Udvikling og nye muligheder er de tiltag, der er i fokus i de enkelte afdelinger, og pga. vores tiltag, mærker vi en øget interesse for Nyråd IF. I modsætning til tidligere er afstanden fra tanke til handling forkortet.

Ansvaret er uddelegeret. Initiativerne sprudler, ungdomsafdelingerne er kommet i fokus, sociale tiltag belønnes, medlemsmøder afholdes afdelingsvis med forældre og brugere, og endelig har vores strukturændringer betydet, at Nyråd IF står stærkt rustet til fremtidens udfordringer.

Vores tilgang til ændringerne har været båret af et fællesskab til at ville lykkes. Vi har ønsket at skabe en klub med plads til alle. Det lige fra motionisten til det passive medlem, til idrætsudøveren til elitespilleren. Vi har ønsket at skabe en klub, hvor der er interesse i at deltage på det administrative niveau, og hvor der er interesse i at hjælpe til, når vi har behov. Nyråd idrætsforening er stolt af, at kunne fortælle, at vi er lykkedes, og bidrager gerne med at fortælle yderligere om vores tiltag, hvis andre skulle have lyst.

Fremadrettet arbejder vi på, at vi kan udvide med yderligere nye sportsgrene i Nyråd IF. og udvikle nuværende.