Badminton

Badmintonafdelingen i Nyråd IF består af ungdommen, seniorerne, veteranerne og tirsdagsmotionisterne.

Ungdom

Vi træner i Vintersbøllehallen ved Vintersbølle skole. Træningen er tirsdage fra kl. 15.00 til kl. 17.00

Som ny spiller er du selvfølgelig velkommen til at prøve et par træningsgange inden du bestemmer dig for, om du vil spille badminton eller ej.
Udover den ugentlige træning har du jævnligt mulighed for at melde dig til stævner, herom får man orientering af træner.

Vi er glade for alle de trænere, hjælpetrænere og forældre, der har sagt ja til at hjælpe til i ungdomsafdelingen. Samtidig kan det oplyses, at Nyråd IF har en politik om at indhente børneattester på alle ledere, trænere og hjælpetrænere hvert år.

Træner er Mads Frydendal med tlf. 24 85 00 43.
Du er selvfølgelig velkommen til at kontakte træner eller Karl Frederik med tlf. 60 49 88 17 og mail: karlf@nyraad.net.

Ungdomsstævner

Der findes mange stævner – lige fra begynder- til udtagelsesstævner. Til både stævner og holdturnering bliver spillerne inddelt efter alder og niveau. Det skulle gerne sikre nogenlunde jævnbyrdige kampe. Oftest spilles der i puljer, hvilket også betyder flere kampe – selvom man skulle tabe en kamp eller to.

Tag en snak med din træner om, hvilke stævner der passer til dig. Tilmelding til stævner sker også gennem din træner. Stævneprogrammer sendes via mail til spillerne eller udleveres til træning. Ofte vil et stævneprogram også kunne ses på arrangørens hjemmeside.

Det er forældrene til en spiller, der selv sørger for transport til diverse stævner. Trænerne kan ikke forventes at være tilstede ved stævnet.

Vær opmærksom på boldforbrug ved stævnerne.
Den første bold er som regel gratis – bolde udover deles af spillerne. Alle bolde kan også være inkl. tilmeldingsgebyret.

Aldersinddeling til stævner og holdturnering:
  • U11 må ikke den 31. december være fyldt 11 år
  • U13 må ikke den 31. december være fyldt 13 år, men skal være fyldt 11 år
  • U15 må ikke den 31. december være fyldt 15 år, men skal være fyldt 13 år
  • U17 må ikke den 31. december være fyldt 17 år, men skal være fyldt 15 år
  • U19 må ikke den 31. december være fyldt 19 år, men skal være fyldt 17 år
Kontingent

Kontingenter gældende for sæsonen 2025/2026: 300 kr.

Opkrævning udsendes omkring oktober-november. I ungdomsafdelingen har vi en prøvetid den første måned. Herefter afleveres indmeldelsen, som er bindende for en sæson, til træneren.

Badmintonafdelingen er baseret på frivillige kræfter og hjælpende hænder og med en filosofi om, at er vi mange nok bliver det overkommeligt for alle. Vi betragter os ikke som et supermarked, hvor man kan vælge en vare, men derimod som en forening med fælles interesse for badminton, og hvor alle bidrager med stort eller småt til den fælles interesse.

For at holde kontingentet på et forholdsvist lavt niveau og for at kunne give tilskud til diverse stævner, arrangementer m.v., har badmintonafdelingen valgt at deltage i forskellige indtægtsgivende aktiviteter. Det være sig deltagelse ved Vilde Vulkaner, loppemarked, afslutningsfest eller lignende.

Selvfølgelig har vi alle mindre tid til rådighed, men badmintonafdelingen vil være taknemlig for din hjælp. Så om du er spiller eller forældre kan du forvente, at vi beder om din hjælp. Alternativt vil det betyde højere kontingent for at få dækket udgifterne, og at medlemmerne selv afholdt hele udgiften til stævnedeltagelse og boldforbrug – så måske er der en lille opgave i løbet af sæsonen, hvor du kan bidrage med en hjælpende hånd. På forhånd tak!

Senior

Kim Vennegaard står for seniorerne, og han kan kontaktes på tlf. 28 80 12 15.

Nyråd IF samarbejder med Storstrøm Kippinge Badmintonklub om seniorerne. Træningen foregår derfor i Vintersbøllehallen om onsdagen kl. 19:30-21:30 og om mandagen i Nørre Vedby hallen kl. 19:30-21:30.

Følgende hold er tilmeldt i samarbejde med Storstrømmen Kippinge Badmintonklub:

  • 1 hold i Sjællandsserien serie 2
  • 1 hold i serie 1 i LF-kredsen
  • 1 herrehold i LF-serien
  • 2 herrehold mot. A-række i DGI
  • 1 herrehold mot. C-række i DGI

Kontingenter gældende for sæsonen 2025/2026:
1.600 kr. ved træning i en hal
2.000 kr. ved træning i begge haller

Veteran

Veteranerne træner hver mandag kl. 20:00-23:00 i Vintersbøllehallen i Nyråd.

Kontingent gældende for sæsonen 2025/2026: 1.200 kr.

Tirsdagsmotionisterne

Badmintonmotion er for alle, som ønsker at bruge badminton som sjov motion, men som ikke er interesseret i turneringsbadminton.

Træningen er tirsdag kl. 18:45-20:00.

Holdleder Ingolf Petersen sørger for, at der laves spillerunder, så man møder forskellige modstandere i løbet af aftenen og spillerunderne er fortrinsvis doubler.

Regler for at kunne deltage er, at vi betaler 50 kr. første gang. Dette beløb går ubeskåret til runde fødselsdage (50-60-70 år) samt jule- og sæsonafslutning. Derudover betaler man kontingent til klubben.

Kontingent gældende for sæsonen 2025/2026: 700 kr.